Myter om hjernerystelse – hvad siger forskningen?

Hvad ved vi i dag om hjernerystelse?

Rul gardinerne for, læg dig i sengen og forhold dig i total ro.

Sådan forestiller mange mennesker sig, at beskeden kunne lyde fra ellers velmenende pårørende eller fagpersoner, i forbindelse med diagnosticering af en hjernerystelse. I al den tid mennesket har været udsat for fald, ulykker, sportstraumer mm. har følgevirkningerne af hjernerystelse været en udbredt tilstand og hjernerystelse har været beskrevet i medicinsk litteratur siden 1700-tallet (1).

Hjernerystelse samt piskesmæld har været områder læger, fysioterapeuter og andre sundhedsfaglige grupper har behandlet og forsket i, i flere hundrede år. Paradoksalt nok er det først inden for de sidste 10-20 år, at der virkelig er sket fremskridt med evidensen. Ved hjælp af moderne forskning har vi kunnet se, at behandlings- samt træningsformer såsom for eksempel progressiv pulstræning, synsrelateret træning og generelt gradvis genoptagelse af daglige aktiviteter har vist sig at kunne give positive resultater. Dog bygger den viden på relativt ny forskning. Selvom især hjernerystelse har været en offentlig kendt klinisk diagnose i så lang tid, er der stadig mange sejlivede myter både blandt fagfolk og lægpersoner.

Vil du vide mere om symptomer, årsager og behandling, kan du læse vores samlede artikel om hjernerystelse.

Rehabilitering af hjernerystelse

Når en person bliver udsat for en hjernerystelse, kan symptomerne være rigtig invaliderende og mange oplever mange forskellige gener, der umiddelbart kan virke meget alvorlige. Nogle får synsrelaterede problemer, andre får koncentrationsbesvær og især mange oplever meget intens hovedpine og ofte er flere symptomer repræsenteret på samme tid. Det kan derfor virke oplagt at lægge sig i sengen og forholde sig fuldstændig i ro, hvilket leder frem til den første sejlivede myte – at man skal bevæge sig så absolut lidt som muligt og generelt udelukkes fra alle typer udefrakommende stimuli (2). Som tidligere nævnt kan denne strategi virke fristende, især eftersom input som lys og lyd kan forværre allerede eksisterende symptomer.

Forskningen peger dog på noget andet (3). Først og fremmest er det vigtigt, at den ramte person bliver undersøgt grundigt for at få vurderet hjernerystelsens omfang og for at finde ud af, hvilke af hjernens funktioner som er påvirket. Hvis den ramte for eksempel oplever lysfølsomhed, kunne et eksempel på en øvelse være at udsætte sig selv for en vis mængde dagligt sollys. Her er det vigtigt at have én ting in mente. Der må gerne forekomme let
forværring af symptomer ved træning af funktioner(4). Det vil sige, at hvis hovedpine eller svimmelhed er typiske symptomer, gør det ikke noget, hvis de i nogen grad er repræsenteret.

Især her er det vigtigt at være i kontakt med relevante sundhedsfaglige grupper. Sammen med en terapeut vil den ramte kunne finde frem til relevante træningsformer samt den rette doseringsmængde, så de efterfølgende symptomer ikke bliver alt for omfattende(4). Som tidligere nævnt har fysisk træning også været omdiskuteret i forbindelse med hjernerystelse.

Fejlagtigt er især pulstræning blevet sat i forbindelse med en længere og mere intens helingstid. Principperne for pulstræning og hjernerystelse er i grove træk ligesom det førnævnte eksempel med lysfølsomhed. Her er det igen vigtigt sammen med sin terapeut at finde frem til en passende intensitet, således at kroppen og hjernen bliver tilpas stimuleret (4).

Lige præcis til gradueret pulstræning bruges cykeltesten BCBT til at komme frem til det estimerede niveau, hvorpå den ramte vil kunne motionere med en passende intensitet (4). Ved hjernerystelse er der altså mange ting man kan gøre selv, især med den rette vejledning.

Mekanismer bag hjernerystelse

Selve mekanismerne bag hjernerystelse kan også for mange virke abstrakte. Hjernerystelse opstår, når der forekommer en tilpas stor acceleration og deceleration af hovedet, som gør, at hjernen får et ryk inde i kraniet (5).

Med andre ord når hovedet bevæger sig med en tilpas stor kraft frem og tilbage. Denne mekanisme ses f.eks. hyppigt i forbindelse med bilulykker, fald eller visse former for sport. Eftersom det er accelerationskræfterne, der skaber hjernerystelsen, behøver hovedet altså ikke at være direkte involveret. Hjernerystelser kan derfor godt forekomme ved f.eks. at lande på halebenet eller ved at bremse hårdt nok op.

Brug af f.eks. cykelhjelm kan selvsagt forebygge alvorlige hoved- eller hjerneskader, dog er det begrænset, hvor meget en hjelm virker på hjernerystelse, da accelerationskræfterne stadig er til stede(5).

Hvad er forskellen og lighederne på piskesmæld og på hjernerystelse

Hjernerystelse og piskesmæld er ofte to tilstande som bliver nævnt i forbindelse med hinanden og især tilstande som bliver pådraget i forbindelse med biluheld (6). Mekanismerne ligner også rigtig meget hinanden. Ligesom med hjernerystelse er det også den førnævnte acceleration og deceleration, som forvolder piskesmæld. Hovedet behøver heller ikke her at være direkte involveret så længe hastigheden er tilpas stor (6). Der er derfor også mange, der både har piskesmæld og hjernerystelse samtidigt. Selvom de to mekanismer minder meget om hinanden, er der stadig nogle væsentlige forskelle. Piskesmæld kan også godt være repræsenteret uden at der nødvendigvis er en hjernerystelse, selvom lignende symptomer såsom hovedpine og nakkesmerter sagtens kan være til stede. Hvis man skulle have været udsat for en ulykke som for eksempel et trafikuheld, kan det være rigtig svært at differentiere
mellem om det er en hjernerystelse eller piskesmæld, især fordi de to tilstande som sagt nemt kan være til stede på samme tid (7).

Generelle symptomer i forbindelse med sanseapparatet såsom syns- eller lydfølsomhed, balanceproblemer eller andre fysiske gener såsom lavt energiniveau, kvalme eller problemer med afføring er alle symptomer, der kan være relateret til hjernerystelse.

Koncentrationsbesvær eller hukommelsesproblemer er ydermere symptomer, der ofte kan tilskrives hjernerystelse (8). Personer, der har fået piskesmæld, vil derimod i højere grad opleve ømhed i nakke, øvre ryg eller skuldre. Hovedpine, som starter i baghovedet og generelt nedsat mobilitet i nakke og skuldre, er ydermere hyppige gener(6). Disse symptomer er dog ikke udelukkende forbeholdt hverken hjernerystelse eller piskesmæld, og eksempelvis svimmelhed, hovedpine og koncentrationsbesvær kan også ses efter piskesmæld(6).

Konklusion

Hjernerystelse er en tilstand, mange forbinder med stærke gener og længerevarende restriktioner fra aktiviteter man ellers holder af. Heldigvis går der ofte ikke længere tid end tre-fire uger, før mange ramte har det væsentligt bedre.

Hos nogle varer symptomerne dog længere. Du kan læse mere om længerevarende symptomer og senfølger i vores artikel om post-commotio syndrom efter hjernerystelse.

Vigtigt er at kontakte relevant sundhedsfagligt personale ved mistanke, således at hjernerystelsen bliver korrekt diagnosticeret og potentielt alvorlige følgevirkninger kan ekskluderes. Sammen med den sundhedsfaglige er det vigtigt at få undersøgt hjernerystelsens omfang og hvilke “systemer” der er ramt. Derfra kan der lægges en plan, så den ramte kan vende tilbage til de ønskede aktiviteter.

Rul gardinerne for, læg dig i sengen og forhold dig i total ro – er altså langt hen ad vejen et forældet råd. I dag er budskabet snarere: giv kroppen og hjernen relativ ro den første tid, men begynd derefter gradvis at genoptage daglig- og fysisk aktivitet indenfor et niveau, hvor symptomerne kun forværres let og kortvarigt. Hvis du har brug for en pause, tag den.

Referenceliste

1. McCrory PR, Berkovic SF. Concussion: the history of clinical and pathophysiological
   concepts and misconceptions. Neurology. 26. december 2001;57(12):2283–9.
   doi:10.1212/wnl.57.12.2283 PubMed PMID: 11756611.
2. Buckley TA, Munkasy BA, Clouse BP. Acute Cognitive and Physical Rest May Not Improve
   Concussion Recovery Time. J Head Trauma Rehabil. 2016;31(4):233–41.
   doi:10.1097/HTR.0000000000000165 PubMed PMID: 26394292; PubMed Central
   PMCID: PMC4724554.
3. Mikolic A, Klotz T, Brasher P, Yeates K, Vranceanu AM, Kendall KD, m.fl. Graded
   Exposure Therapy for Fear Avoidance Behaviour After Concussion (GET FAB): protocol
   for a multisite Canadian randomised controlled trial. BMJ Open. 1. juli
   2024;14(6):e086602. doi:10.1136/bmjopen-2024-086602 PubMed PMID: 38950993;
   PubMed Central PMCID: PMC11218021.
4. Leddy JJ, Haider MN, Ellis M, Willer BS. Exercise is Medicine for Concussion. Curr
   Sports Med Rep. august 2018;17(8):262–70. doi:10.1249/JSR.0000000000000505
   PubMed PMID: 30095546; PubMed Central PMCID: PMC6089233.
5. Ahmed Z, Chaudhary F, Fraix MP, Agrawal DK. Epidemiology, Pathophysiology, and
   Treatment Strategies of Concussions: A Comprehensive Review. Fortune J Health Sci.
   2024;7(2):197–215. doi:10.26502/fjhs.178 PubMed PMID: 38708028; PubMed Central
   PMCID: PMC11067689.
6. Yadla S, Ratliff JK, Harrop JS. Whiplash: diagnosis, treatment, and associated injuries.
   Curr Rev Musculoskelet Med. 6. november 2007;1(1):65–8.
   doi:10.1007/s12178-007-9008-x PubMed PMID: 19468901; PubMed Central PMCID:
   PMC2684148.
7. Rebbeck T, Evans K, Elliott JM. Concussion in Combination With Whiplash-Associated
   Disorder May Be Missed in Primary Care: Key Recommendations for Assessment and
   Management. J Orthop Sports Phys Ther. november 2019;49(11):819–28.
   doi:10.2519/jospt.2019.8946 PubMed PMID: 31610758.
8. Gallo V, Motley K, Kemp SPT, Mian S, Patel T, James L, m.fl. Concussion and long-term
   cognitive impairment among professional or elite sport-persons: a systematic review. J
   Neurol Neurosurg Psychiatry. maj 2020;91(5):455–68. doi:10.1136/jnnp-2019-321170
   PubMed PMID: 32107272; PubMed Central PMCID: PMC7231435.