Forstuvet ankel

Overordnet forståelse af ankelforstuvning og anatomien bag

Hvad er en forstuvning?

En forstuvning er en skade på ét eller flere ledbånd. Omfanget af skaden kan være alt fra en lille forstrækning med mikroskopiske fiberskader i ledbåndet til at det er revet delvist eller helt over. Et ledbånd er stærkt bindevæv, der forbinder kroppens knogler og altså er med til at danne et led. Et led er forbindelsen mellem to eller flere knogler. Knoglerne er forbundet af flere strukturer, men i stor grad af ledbåndene.

Overordnet anatomi

Anklen består af flere led, men primært:

• Talocruralleddet: Lægbenet (fibula), skinnebenet (tibia) og rullebenet (talus)
• Subtalarleddet: Rullebenet og hælbenet (calcaneus)

Talocruralledet sørger for op- og ned-bevægelsen (hhv. dorsalfleksion og plantarfleksion) af foden, hvor subtalarleddet sørger for evnen til at vippe foden indad (inversion) og udad (eversion).

I klinisk sammenhæng er de mest relevante de tre ledbånd på ydersiden af anklen, fordi mere end 75% af alle forstuvninger sker på ydersiden (5).

De tre ledbånd på ydersiden er:

• det anteriore talofibulare ligament
• det calcaneofibulare ligament
• det posteriore talofibulare ligament.

Disse tre ledbånd ligger som et ”T” på knysten på ydersiden af foden. Dét ledbånd, der hyppigst kommer til skade, er det anteriore talofibulare ligament, som kommer til skade i ca. 73% af alle forstuvninger på ydersiden af foden (5). Dette ledbånd kommer på stræk, når foden vippes nedad og indad.

Det næstmest skadesplagede ledbånd er det calcaneofibulare ligament, som kommer på stræk ved indadbevægelse af foden. Det posteriore (bagerste) talofibulare ligament kommer sjældent til skade (7).

På indersiden er de hyppigst skadesplagede ledbånd fire forskellige, der oftest betegnes som ét i form af ”ligamentum deltoideum”, om end skade på disse er mere sjældne end på ydersiden, og sker ofte ved mere højtraumatiske forhold end skader på ydersiden (8,9). I nogle tilfælde forekommer også en såkaldt ”high ankle sprain”, hvor forstuvningen sidder højere oppe mellem skinnebenet og lægbenet, men er ligeledes sjældent. Udover ledbåndene kan også bl.a. sener, ledkapsel og knoglevæv komme til skade i varierende grad (9).

Hvorfor forstuver man anklen?

Der kan være flere årsager til, at man forstuver anklen. Rent biomekanisk øges risikoen for den hyppigste form for ankelforstuvning, på ydersiden af anklen, når anklen/tæerne peger nedad (plantarfleksion), hvor rullebenet er mindre ”låst” mellem skinnebenet og lægbenet. Her overtages stabiliteten af især ledbåndene, som så er i højere risiko for stræk og overbelastning. I sportsgrene som fx fodbold og håndbold er ankelforstuvninger meget almindelige (10). I disse sportsgrene ses mange pludselige, eksplosive retningsskift, spring og høje krav til at orientere sig i rummet. Derudover øger kontaktsport kravene til at kunne reagere hurtigt og lande hensigtsmæssigt på foden, som disponerer til forstuvninger.

Den største disponerende faktor for at vride om på anklen og forstuve den er dog, at det allerede er sket tidligere (4, 5). Hvorfor det er tilfældet, kan skyldes flere ting. Én af dem kan være utilstrækkelig genoptræning. Nedsat styrke omkring både ankel- og hofteleddet er en kendt risikofaktor for ankelforstuvning (11, 12). En anden årsag til, at risikoen er forøget, når man først har forstuvet anklen, kan være pga. øget løshed i anklen efter skaden. I forbindelse med skaden kan ledbåndet være revet helt over eller blevet længere og mindre stift (5). Det sætter større krav til den neuromuskulære kontrol.

Neuromuskulær kontrol er evnen til at aktivere de rette muskler med den rette kraft på det rette tidspunkt ud fra en hensigtsmæssig integrering af de tilgængelige stimuli fra synet, vestibulær sansen og ledstillingssansen. Den neuromuskulære kontrol bør altså optimalt set være endnu bedre end den var før den første skade, hvis man vil mindske risikoen for en ny forstuvning.

Udover manglende genoptræning, kan manglende opvarmning gøre den neuromuskulære kontrol mindre effektiv og øge risikoen for at lande eller træde forkert ned på foden (13, 14).

En anden risikofaktor er træthed i centralnervesystemet, fx hvis man er træt pga. længerevarende stress, søvnmangel eller længerevarende fysisk aktivitet øges risikoen også for at forstuve anklen (15, 16).

Symptomer og tegn på forstuvet ankel

Symptomerne ved forstuvet ankel opstår ofte ifm. et vrid i anklen og kan variere lidt afhængigt af skadens intensitet og lokation. De mest almindelige symptomer er:

• Smerter omkring anklen – oftest på ydersiden, men kan som tidligere nævnt også være på indersiden eller højere oppe ved skinnebenet
• Hævelse
• Varme i området
• Misfarvning (ofte rød til at starte med og kan senere blive blå/lilla, grøn og/eller gul)
• Instabilitetsfølelse

Hvornår skal man søge læge?

Hvis du har problemer med at tage fire sammenhængende skridt med vægtbæring lige efter at skaden er sket og har smerter ved bestemte knoglepunkter, kan det indikere et knoglebrud (17).

Hvis du har mistanke om brud, bør du kontakte akuttelefonen i din region (fx ringe 1813 i Region Hovedstaden).

Osteopatisk behandling af forstuvet ankel

Når det er klarlagt, at skaden ikke skyldes en mere alvorlig skade end en forstuvning, fx i tilfælde af knoglebrud, sigter osteopatisk behandling mod at mindske risikoen for reskade, at optimere kroppens naturlige hastighed på helingsprocessen for de skadede strukturer og at genoptræne anklen og kroppen i det hele taget op til et tilstrækkeligt funktionsniveau.

PEACE&LOVE-principperne

Behandlingen anvender bl.a. akronymet PEACE&LOVE (18).

De første 1-3 dage efter skaden er sket kan man med fordel følge PEACE-modellen:

• Protect: Beskyt mod ny skade og yderligere blødning – det er ok at mærke lidt smerte, når du bruger anklen, men tag den generelt med ro de første 1-3 dage
• Elevate: Elevér anklen over hjertehøjde: Kan potentielt mindske hævelse og smerte lidt
• Avoid anti-inflammatory modalities: De forskellige faser af inflammation hjælper med at hele skaden op – derfor kan anti-inflammatoriske modaliteter risikere at forsinke heling
• Compress: Elastisk tape og bandage kan mindske hævelsen
• Educate: Uddannelse i en konkret rehabiliteringsplan og smertehåndtering fra en behandler kan fremme rehabiiteringsprocessen

Efter de første 1-3 dage har skaden brug for ”LOVE”:

• Loading: Doseret belastning og anvendelse af anklen er bedre end komplet hvile
• Optimism: Et optimistisk sind er forbundet med bedre resultater målt på smerter og funktionsniveau
• Vascularization: Vaskularisering vil sige blodforsyning til skaden – dvs. træning og bevægelse, der får pulsen lidt op, kan forbedre blodforsyning til skaden og fremme heling
• Exercise: Træning har stærk evidens for at mindske risikoen for reskade – især øvelser med fokus på bevægelighed, styrke og balance (19)

Faktorer der kan påvirke heling og restitution

Optimal hastighed for vævsheling kræver optimale forhold i kroppens systemer, bl.a. i kredsløbet, fordøjelsen, hormonelle forhold og nervesystemet. Hvis kredsløbet ikke er optimeret, vil blodtil- og -fraførsel være suboptimal og kan forlænge helingsprocessen.

Fordøjelsen er vigtig af mange grunde, bl.a. fordi helingsprocessen kræver tilstrækkeligt med energi og makronæringsstoffer (20).

Hormonelle forhold kan forlænge helingsprocessen, da kortisol bl.a. har antiinflammatorisk funktion og dermed kan påvirke inflammations- og helingsprocessen negativt ved forhøjede kortisolniveauer over længere tid (21). Et overaktivt nervesystem kan sænke smertetærsklen og -tolerancen via et fænomen kaldet ”central sensibilisering” (22).

For at disse systemer fungerer optimalt, adresserer osteopati bl.a. KRAMSS-faktorerne:

• Kost
• Rygning
• Alkohol
• Motion
• Søvn
• Stress

Manuel behandling

Osteopati består desuden af manuel behandling, som kan hjælpe på smerter og bevægelighed efter en ankelforstuvning (23).

Udover behandling af selve anklen, sigter osteopati mod optimering af hastigheden på kroppens egen helingsproces af skaden. Den manuelle behandling kan bl.a. sigte mod afspænding af strukturer i områder med relation til fx fordøjelsen, vejrtrækning og biomekanisk relevante som foden, anklen, knæet, hoften og lænden (24, 25).

Effekterne af manuel behandling kommer primært fra mekanismer i nervesystemet, og derfor kan osteopatisk behandling fx også indeholde behandling af den nedre del af lænden, fordi dens segmenter er nervemæssigt forbundet med foden og anklen (26).

Derudover kan behandlingen også inkludere den øvre del af nakken, fordi den spiller en stor rolle ift. at kunne opretholde balancen. Området indeholder mange receptorer kaldet ”proprioceptorer”, der fortæller om kroppens position i rummet, som sammen med synet og vestibulærsansen skaber ”regnestykket” for hjernen, der bliver til balancen (27).

Kronisk ankelinstabilitet

En undersøgelse viste at 40 % havde kronisk ankelinstabilitet ét år efter at have forstuvet anklen (5).

Kronisk ankelinstabilitet er en tilstand med instabilitet omkring anklen, følelsen af at anklen ”giver efter”, eller gentagne forstuvninger samt smerter, nedsat styrke, nedsat bevægelighed, hævelse eller selvrapporteret funktionstab, der stadig er til stede mere end ét år efter den første ankelforstuvning. Instabiliteten kan skyldes funktionelle forhold, dvs. nedsat styrke, udholdenhed og balance.

Årsagen kan også, som tidligere nævnt, være mekanisk i form af, at et ledbånd enten er revet helt over eller er mere eftergiveligt i et eller andet omfang. Ved ankelforstuvninger er de hyppigst skadede strukturer selvfølgelig som oftest ledbånd, men også senevæv, knogle og brusk (28). Brusk er den type væv, der har de dårligste helingsbetingelser, og kan tage måneder, år eller endda ikke gendanne sig til sin oprindelige struktur igen efter skaden er sket – dog har brusk ingen ”nociceptorer”, altså nerveender, der sender signaler, som kan blive til smerte (29). Derfor er det heller ikke unormalt at have slidgigt og skader på brusk i anklen uden at have smerter, og derfor er komplet opheling af brusk målt på en skanning ikke nødvendig for at blive smertefri (30).

Komplet opheling af noget som helst væv målt på skanning er i øvrigt heller ikke nødvendig for at være smertefri og have god funktion af anklen – det er normalt for smertefri mennesker at have diverse skader på forskellige strukturer, inklusive brusk, når man skanner anklen (31).

Langt de fleste får markant færre smerter allerede et par uger efter forstuvningen, og ankelforstuvninger er sjældent operationskrævende (8).

Behandlingen af kronisk ankelinstabilitet bør derfor først og fremmest bestå af konservativ behandling med bl.a. dosering af belastning, træning, adressering af livsstilsfaktorer og manuel behandling (8, 19). Kronisk ankelinstabilitet er ofte påvirket af forhold, der kan forbedres, og kronisk i denne sammenhæng betyder blot, at generne har varet mere end 12 mdr., og dermed ikke, at symptomerne kommer til at være til stede for evigt (32). Mange med kronisk ankelinstabilitet kan få markante forbedringer, og nogle blive helt smertefri og få fuld funktion af anklen igen, hvis genoptræningen og håndteringen af livsstilsfaktorer er optimal (19).

Forebyggelse af ankelforstuvning

Forebyggelse af ankelforstuvning kan med fordel indeholde mekanisk støtte i starten af rehabiliteringen for at undgå en ny forstuvning, især som sportsudøver (19). Det kan fx være fra sportstape til anklen, så man kan begynde at træne sin sport igen så tidligt som muligt, med lav risiko for reskade, indtil man er fuldt genoptrænet igen.

Genoptræningen bør overordnet fokusere på at få normal bevægelighed i anklen igen, at få tilstrækkelig styrke i bl.a. ankel, knæ og hofte, optimal balance/neuromuskulær kontrol og tilstrækkelig kapacitet i den sport/aktivitet, man vil tilbage til.

Balancen opretholdes overordnet af evnen til at aktivere de rette muskler på rette tidspunkt med rette kraft, men bl.a. også af vestibulærsansen og synet. Derfor kan disse komponenter desuden med fordel trænes og optimeres mhp. at forebygge en ny forstuvning af anklen. Derudover er det vigtigt med hensigtsmæssig opvarmning forud fysisk træning, ikke være for stresset, sove tilstrækkeligt og at dosere sin træning. Doseringen af træning bør tilpasses symptomerne i anklen og i et omfang, som kroppen i øvrigt kan følge med i og restituere sig fra (19).

Referenceliste

1. Doherty C, Delahunt E, Caulfield B, Hertel J, Ryan J, Bleakley C. The incidence and prevalence of ankle sprain injury: a systematic review and meta-analysis of prospective epidemiological studies. Sports Med. 2014;44(1):123-40. doi:10.1007/s40279-013-0102-5
2. Halabchi F, Hassabi M. Acute ankle sprain in athletes: Clinical aspects and algorithmic approach. World J Orthop. 2020;11(12):534-58. doi:10.5312/wjo.v11.i12.534
3. Jungmann PM, Lange T, Wenning M, Baumann FA, Bamberg F, Jung M. Ankle Sprains in Athletes: Current Epidemiological, Clinical and Imaging Trends. Open Access J Sports Med. 2023;14:29-46. doi:10.2147/oajsm.S397634
4. Delahunt E, Remus A. Risk Factors for Lateral Ankle Sprains and Chronic Ankle Instability. J Athl Train. 2019;54(6):611-6. doi:10.4085/1062-6050-44-18
5. Herzog MM, Kerr ZY, Marshall SW, Wikstrom EA. Epidemiology of Ankle Sprains and Chronic Ankle Instability. J Athl Train. 2019;54(6):603-10. doi:10.4085/1062-6050-447-17
6. Doherty C, Bleakley C, Hertel J, Caulfield B, Ryan J, Delahunt E. Recovery From a First-Time Lateral Ankle Sprain and the Predictors of Chronic Ankle Instability: A Prospective Cohort Analysis. Am J Sports Med. 2016;44(4):995-1003. doi:10.1177/0363546516628870
7. Casado-Hernández I, Becerro-de-Bengoa-Vallejo R, Losa-Iglesias ME, Santiago-Nuño F, Mazoteras-Pardo V, López-López D, et al. Association between anterior talofibular ligament injury and ankle tendon, ligament, and joint conditions revealed by magnetic resonance imaging. Quantitative Imaging in Medicine and Surgery. 2020;11(1):84-94. 
8. Bergman R, Shuman VL. Acute Ankle Sprain.  StatPearls. Treasure Island (FL): StatPearls Publishing. Copyright © 2026, StatPearls Publishing LLC.; 2026.
9. Miranda FC, Kihara Filho EN, Prado MP, Rosemberg LA, Santos D, Taneja AK. Acute ankle injuries: association between sprain severity and ancillary findings. Einstein (Sao Paulo). 2023;21:eAO0162. doi:10.31744/einstein_journal/2023AO0162
10. Fong DT, Hong Y, Chan LK, Yung PS, Chan KM. A systematic review on ankle injury and ankle sprain in sports. Sports Med. 2007;37(1):73-94. doi:10.2165/00007256-200737010-00006
11. Fousekis K, Tsepis E, Vagenas G. Intrinsic risk factors of noncontact ankle sprains in soccer: a prospective study on 100 professional players. Am J Sports Med. 2012;40(8):1842-50. doi:10.1177/0363546512449602
12. De Ridder R, Witvrouw E, Dolphens M, Roosen P, Van Ginckel A. Hip Strength as an Intrinsic Risk Factor for Lateral Ankle Sprains in Youth Soccer Players: A 3-Season Prospective Study. Am J Sports Med. 2017;45(2):410-6. doi:10.1177/0363546516672650
13. Althomali OW, Ibrahim AA, Algharbi AF, Alshammari SS, Alajlan SN, Albaqawi JA, et al. The FIFA 11+ injury prevention program reduces the incidence of lower extremity injuries in football players: a systematic review and meta-analysis. J Sports Med Phys Fitness. 2025;65(1):117-24. doi:10.23736/s0022-4707.24.15910-5
14. McKeon PO, Hertel J. Systematic review of postural control and lateral ankle instability, part II: is balance training clinically effective? J Athl Train. 2008;43(3):305-15. doi:10.4085/1062-6050-43.3.305
15. Milewski MD, Skaggs DL, Bishop GA, Pace JL, Ibrahim DA, Wren TA, et al. Chronic lack of sleep is associated with increased sports injuries in adolescent athletes. J Pediatr Orthop. 2014;34(2):129-33. doi:10.1097/bpo.0000000000000151
16. Sayyadi P, Minoonejad H, Seidi F, Shikhhoseini R, Arghadeh R. The effectiveness of fatigue on repositioning sense of lower extremities: systematic review and meta-analysis. BMC Sports Sci Med Rehabil. 2024;16(1):35. doi:10.1186/s13102-024-00820-w
17. Gomes YE, Chau M, Banwell HA, Causby RS. Diagnostic accuracy of the Ottawa ankle rule to exclude fractures in acute ankle injuries in adults: a systematic review and meta-analysis. BMC Musculoskelet Disord. 2022;23(1):885. doi:10.1186/s12891-022-05831-7
18. Dubois B, Esculier JF. Soft-tissue injuries simply need PEACE and LOVE. Br J Sports Med. 2020;54(2):72-3. doi:10.1136/bjsports-2019-101253
19. Martin RL, Davenport TE, Fraser JJ, Sawdon-Bea J, Carcia CR, Carroll LA, et al. Ankle Stability and Movement Coordination Impairments: Lateral Ankle Ligament Sprains Revision 2021. J Orthop Sports Phys Ther. 2021;51(4):Cpg1-cpg80. doi:10.2519/jospt.2021.0302
20. Giraldo-Vallejo JE, Cardona-Guzmán MÁ, Rodríguez-Alcivar EJ, Kočí J, Petro JL, Kreider RB, et al. Nutritional Strategies in the Rehabilitation of Musculoskeletal Injuries in Athletes: A Systematic Integrative Review. Nutrients. 2023;15(4):819. 
21. Vileikyte L. Stress and wound healing. Clinics in Dermatology. 2007;25(1):49-55. doi:https://doi.org/10.1016/j.clindermatol.2006.09.005
22. Curatolo M. Central Sensitization and Pain: Pathophysiologic and Clinical Insights. Curr Neuropharmacol. 2024;22(1):15-22. doi:10.2174/1570159×20666221012112725
23. Gaddi D, Mosca A, Piatti M, Munegato D, Catalano M, Di Lorenzo G, et al. Acute Ankle Sprain Management: An Umbrella Review of Systematic Reviews. Front Med (Lausanne). 2022;9:868474. doi:10.3389/fmed.2022.868474
24. Farahpour N, Yaghoubi UM, Robbins S, Allard P, Moisan G. Dynamic Step-Down Tasks Reveal Altered Lower Limb Biomechanics in Chronic Ankle Instability. Journal of Foot and Ankle Research. 2026;19(1):e70102. doi:https://doi.org/10.1002/jfa2.70102
25. Chila A. Foundations of Osteopathic Medicine. 3rd edition ed: Lippincott Williams & Wilkins; 2011.
26. Keter DL, Bialosky JE, Brochetti K, Courtney CA, Funabashi M, Karas S, et al. The mechanisms of manual therapy: A living review of systematic, narrative, and scoping reviews. PLOS ONE. 2025;20(3):e0319586. doi:10.1371/journal.pone.0319586
27. Peng B, Yang L, Li Y, Liu T, Liu Y. Cervical Proprioception Impairment in Neck Pain-Pathophysiology, Clinical Evaluation, and Management: A Narrative Review. Pain Ther. 2021;10(1):143-64. doi:10.1007/s40122-020-00230-z
28. Khor YP, Tan KJ. The Anatomic Pattern of Injuries in Acute Inversion Ankle Sprains: A Magnetic Resonance Imaging Study. Orthop J Sports Med. 2013;1(7):2325967113517078. doi:10.1177/2325967113517078
29. O’Neill TW, Felson DT. Mechanisms of Osteoarthritis (OA) Pain. Curr Osteoporos Rep. 2018;16(5):611-6. doi:10.1007/s11914-018-0477-1
30. Al-Mahrouqi MM, Vicenzino B, MacDonald DA, Smith MD. Disability, Physical Impairments, and Poor Quality of Life, Rather Than Radiographic Changes, Are Related to Symptoms in Individuals With Ankle Osteoarthritis: A Cross-sectional Laboratory Study. J Orthop Sports Phys Ther. 2020;50(12):711-22. doi:10.2519/jospt.2020.9376
31. Galli MM, Protzman NM, Mandelker EM, Malhotra AD, Schwartz E, Brigido SA. Examining the relation of osteochondral lesions of the talus to ligamentous and lateral ankle tendinous pathologic features: a comprehensive MRI review in an asymptomatic lateral ankle population. J Foot Ankle Surg. 2014;53(4):429-33. doi:10.1053/j.jfas.2014.03.014
32. Hertel J, Corbett RO. An Updated Model of Chronic Ankle Instability. J Athl Train. 2019;54(6):572-88. doi:10.4085/1062-6050-344-18