Menières sygdom, vestibulær migræne eller øresten – hvad er forskellen?

Hvad kendetegner Ménières sygdom?

Ménières sygdom, også kaldet Morbus Ménière, er en kronisk sygdom i det indre øre. Sygdommen er kendetegnet ved tilbagevendende svimmelhedsanfald, fluktuerende høretab, tinnitus og tryk- eller propfornemmelse i det påvirkede øre (2,3).

I det indre øre ligger høreorganet (cochlea) og balanceorganet (vestibulærsystemet). De indeholder væskefyldte rum med endolymfe, en kaliumrig væske, som er nødvendig for en normal hørelse og balance (5,6).

Ved Ménières sygdom finder man ofte endolymfatisk hydrops, som er en tilstand, hvor de væskefyldte rum udvider sig. Det kan påvirke strukturer i både høre- og balanceorganet og er forbundet med symptomer som svimmelhed, høretab, tinnitus og trykfornemmelse (2,5,6).

Hydrops forklarer dog ikke hele sygdommen. Forskning tyder på, at Ménières sygdom er kompleks, og at flere forskellige mekanismer kan være involveret. Den præcise årsag til sygdommen er endnu ikke kendt (5,6).

Svimmelheden ved Ménières sygdom opleves typisk som rotationssvimmelhed, hvor det føles, som om kroppen eller omgivelserne drejer rundt. Anfaldene kommer ofte spontant uden at være udløst af en bestemt bevægelse og varer typisk mellem 20 minutter og 12 timer. Samtidige symptomer fra det påvirkede øre er derfor vigtige, når Ménières sygdom skal adskilles fra andre årsager til svimmelhed (2,3).

Vil du vide mere om sygdommens symptomer, årsager, udvikling og behandling, kan du læse vores uddybende artikel om Ménières sygdom – svimmelhed, tinnitus og høretab.

Hvad kendetegner vestibulær migræne?

Vestibulær migræne er en migrænetilstand, hvor svimmelhed og andre vestibulære symptomer er en central del af sygdomsbilledet. Symptomerne kan blandt andet være rotationssvimmelhed, en følelse af ubalance eller svimmelhed i forbindelse med bevægelse af hovedet. Anfaldene kan vare fra 5 minutter til 72 timer (9).

Vestibulær migræne er forbundet med migræne, men hovedpine behøver ikke nødvendigvis at være til stede under alle svimmelhedsanfald. Ved diagnosticering ser man blandt andet på tidligere eller nuværende migræne og på, om svimmelhedsanfaldene er forbundet med migrænetræk som migrænehovedpine, lys- og lydoverfølsomhed eller visuel aura (9).

Vestibulær migræne kan i nogle tilfælde være vanskelig at skelne fra Ménières sygdom, fordi begge tilstande kan give tilbagevendende svimmelhedsanfald. Tinnitus, trykfornemmelse og andre symptomer fra øret kan desuden forekomme ved vestibulær migræne, så tilstedeværelsen af øresymptomer alene er ikke altid nok til at skelne de to tilstande fra hinanden (3,9).

Ved Ménières sygdom er fluktuerende høretab i det påvirkede øre derimod et centralt diagnostisk fund. Ved vestibulær migræne spiller sammenhængen med migræne og migrænesymptomer en større rolle i diagnosticeringen (2,9).

Hvad kendetegner øresten (BPPV)?

Øresten, også kaldet benign paroksystisk positionsvertigo (BPPV), er en tilstand i det indre øres balanceorgan. Tilstanden opstår, når små kalkkrystaller kommer ind i en af balanceorganets buegange og påvirker de signaler, der registrerer hovedets bevægelser (10).

BPPV giver typisk korte anfald af rotationssvimmelhed, som udløses af bestemte hovedbevægelser eller ændringer i hovedets position. Det kan eksempelvis være, når man vender sig i sengen, lægger sig ned, rejser sig op eller bevæger hovedet op eller ned. Selve svimmelhedsanfaldet er typisk kortvarigt og varer ofte under ét minut (10).
I modsætning til Ménières sygdom er BPPV normalt ikke forbundet med fluktuerende høretab, tinnitus eller trykfornemmelse i øret (2,3). Anfaldene ved Ménières sygdom opstår desuden typisk spontant og varer væsentligt længere – fra 20 minutter til 12 timer.

BPPV kan undersøges med positionsundersøgelser, hvor bestemte bevægelser af hoved og krop anvendes til at fremkalde den karakteristiske svimmelhed og øjenbevægelser (nystagmus). Ved den hyppigste form for BPPV anvendes typisk Dix-Hallpike-testen (10).

BPPV kan ofte behandles med såkaldte repositioneringsmanøvrer, hvor hovedet og kroppen bevæges gennem bestemte positioner med henblik på at flytte krystallerne ud af den påvirkede buegang (10).

Vil du vide mere om symptomer, undersøgelse og behandling, kan du læse vores uddybende artikel om øresten (BPPV) og svimmelhed.

Ménières sygdom, vestibulær migræne eller øresten – hvad er forskellen?

Ménières sygdom, vestibulær migræne og øresten kan alle give svimmelhed, men der er nogle karakteristiske forskelle. Særligt varigheden af svimmelheden, hvad der udløser den, og hvilke andre symptomer der optræder samtidig, kan være relevante i vurderingen (2,3,9,10).

Hvor længe varer svimmelheden?

Ved Ménières sygdom varer et typisk svimmelhedsanfald mellem 20 minutter og 12 timer og opstår som regel spontant (2,3).

Ved vestibulær migræne kan episoderne vare fra 5 minutter til 72 timer. Svimmelheden kan optræde sammen med migrænetræk som migrænehovedpine, lys- og lydoverfølsomhed eller visuel aura, men hovedpine behøver ikke være til stede under alle anfald (9).

Ved øresten (BPPV) er selve svimmelhedsanfaldet typisk kortvarigt og varer ofte under ét minut. Svimmelheden udløses karakteristisk af bestemte bevægelser eller ændringer i hovedets position (10).

Er der tinnitus, tryk i øret eller høretab?

Ved Ménières sygdom er symptomer fra det påvirkede øre en vigtig del af sygdomsbilledet. Fluktuerende høretab er karakteristisk, og tinnitus samt tryk- eller propfornemmelse kan forekomme i forbindelse med anfaldene (2,3).

Ved vestibulær migræne kan tinnitus og trykfornemmelse i øret også forekomme, men fluktuerende høretab spiller ikke den samme centrale diagnostiske rolle som ved Ménières sygdom (9).

Ved øresten hører høretab, tinnitus og trykfornemmelse normalt ikke til symptombilledet (10).

Hvad udløser svimmelheden?

Ved Ménières sygdom kommer svimmelhedsanfaldene typisk spontant og er ikke afhængige af en bestemt hovedbevægelse (2,3).

Ved vestibulær migræne kan svimmelheden optræde på forskellige måder. Nogle oplever spontan rotationssvimmelhed, mens andre blandt andet kan opleve positionsudløst eller bevægelsesudløst svimmelhed (9).

Ved øresten er sammenhængen med hovedets position særlig karakteristisk. Svimmelheden kan eksempelvis fremkaldes, når man vender sig i sengen, lægger sig ned eller bevæger hovedet op eller ned (10).

Selvom disse forskelle kan give et fingerpeg om årsagen til svimmelheden, kan symptomerne overlappe. Især Ménières sygdom og vestibulær migræne kan i nogle tilfælde være vanskelige at skelne fra hinanden. Diagnosen bør derfor ikke baseres på ét enkelt symptom, men på det samlede symptombillede og relevante undersøgelser (2,3,9).

Andre sygdomme kan også give svimmelhed

Ménières sygdom, vestibulær migræne og øresten er ikke de eneste tilstande, der kan give svimmelhed. Flere andre sygdomme kan give svimmelhed, balanceproblemer og i nogle tilfælde symptomer fra øret. Derfor er det vigtigt at se på, hvordan svimmelheden opstår, hvor længe den varer, og hvilke andre symptomer der optræder samtidig (2,3).

Virus på balancenerven (vestibularisneuritis) giver typisk pludselig og vedvarende kraftig svimmelhed, som kan vare i flere døgn. Tilstanden påvirker balancenerven og giver normalt ikke høretab eller tinnitus (3).

Labyrinthitis påvirker strukturer i det indre øre og kan give svimmelhed sammen med høretab og andre symptomer fra øret. Kombinationen af svimmelhed og hørepåvirkning er derfor vigtig at få undersøgt.

Andre mulige årsager til svimmelhed og øresymptomer omfatter blandt andet pludseligt sensorineuralt høretab, autoimmune sygdomme i det indre øre og visse neurologiske sygdomme (2,3).

Fordi symptomerne kan overlappe mellem forskellige tilstande, er det ikke altid muligt at afgøre årsagen ud fra oplevelsen af svimmelhed alene. Ved nye, kraftige eller vedvarende symptomer er relevant sundhedsfaglig vurdering derfor vigtig.

Vil du vide mere om balancesystemet og forskellige årsager til vestibulær svimmelhed, kan du læse vores uddybende artikel om vestibulær dysfunktion og svimmelhed.

Hvordan finder man årsagen til svimmelheden?

Der findes ikke én enkelt undersøgelse, som kan fastslå årsagen til alle former for svimmelhed. Udredningen bygger derfor på symptomerne, sygdomshistorien og relevante kliniske undersøgelser.

Det er blandt andet relevant at se på:

• hvor længe svimmelhedsanfaldene varer
• om svimmelheden kommer spontant eller udløses af bestemte bevægelser
• om der samtidig er høretab, tinnitus eller trykfornemmelse i øret
• om der er migræne eller migrænesymptomer som lys- og lydoverfølsomhed eller aura
• om der er andre neurologiske eller fysiske symptomer

Ved mistanke om Ménières sygdom er en høreprøve en central del af udredningen og kan være nødvendig at gentage, fordi hørelsen kan svinge. Udredningen kan begynde hos egen læge og fortsætte hos en ØNH-læge (1,2,3).

Ved mistanke om øresten anvendes positionsundersøgelser, hvor bestemte bevægelser af hoved og krop bruges til at undersøge, om den karakteristiske svimmelhed og nystagmus kan fremkaldes (10).

Vestibulær migræne diagnosticeres blandt andet ud fra karakteren og varigheden af de vestibulære symptomer, tidligere eller nuværende migræne og forekomsten af migrænetræk i forbindelse med svimmelhedsanfaldene (9).

MR-scanning bruges ikke rutinemæssigt til at stille diagnosen Ménières sygdom, BPPV eller vestibulær migræne, men kan i nogle tilfælde være relevant for at undersøge andre mulige årsager til symptomerne (3).

Det er derfor kombinationen af sygdomshistorien, symptomernes mønster og relevante undersøgelser, der hjælper med at skelne mellem de forskellige årsager til svimmelhed.

Hvornår bør svimmelhed undersøges akut?

Svimmelhed er almindeligt og kan have mange forskellige årsager. I nogle tilfælde bør symptomerne dog vurderes hurtigt.

Søg akut lægehjælp ved pludseligt opstået svimmelhed, hvis den samtidig ledsages af symptomer som:

• lammelse eller føleforstyrrelser i ansigt, arm eller ben
• problemer med at tale eller forstå tale
• pludselige synsforstyrrelser eller dobbeltsyn
• udtalte problemer med at styre bevægelser eller holde balancen
• pludselig meget kraftig hovedpine

Disse symptomer kan blandt andet være tegn på et slagtilfælde og kræver akut vurdering.

Pludseligt eller hurtigt indsættende høretab på ét eller begge ører bør også vurderes hurtigt af læge. Det gælder også, hvis høretabet ledsages af tinnitus, trykfornemmelse eller svimmelhed.

Ved tilbagevendende eller vedvarende svimmelhed uden akutte alarmsymptomer kan det ligeledes være relevant at blive undersøgt for at afklare årsagen.

Kan osteopati være relevant ved svimmelhed?

Osteopati kan ikke helbrede Ménières sygdom eller erstatte udredning og behandling hos egen læge eller ØNH-læge. Ved svimmelhed er det derfor vigtigt først at vurdere, hvilken type svimmelhed der er tale om, og om symptomerne kræver yderligere lægelig undersøgelse.

Svimmelhed og balanceproblemer kan samtidig være fysisk belastende, og nogle oplever spændinger, smerter eller nedsat bevægelighed i blandt andet nakke og kæbe.

Nakke og balance
Nervebaner fra den øvre nakke har forbindelser til områder i centralnervesystemet, som er involveret i bearbejdningen af information om balance og kroppens position. Hos nogle kan problemer fra nakken derfor være forbundet med svimmelhed og balancegener (7).

Kæbe og øresymptomer
Der er anatomiske og neurologiske forbindelser mellem kæberegionen og strukturer, der er involveret i hørelse og øresymptomer. Forskning viser desuden en sammenhæng mellem temporomandibulære dysfunktioner (TMD) og blandt andet tinnitus. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at problemer i kæben er årsagen til tinnitus eller andre øresymptomer (8).

Den osteopatiske tilgang og behandling

Ved en osteopatisk undersøgelse ser vi på kroppen som en helhed. Vi undersøger, om der findes områder med nedsat bevægelighed, asymmetrier eller vævsspændinger, som kan være relevante i forhold til dine gener.

Behandlingen tilpasses altid individuelt og kan bestå af skånsomme manuelle teknikker, øvelser og rådgivning. Der kan blandt andet arbejdes med:

Nakke, brystryg og kæbe
Behandlingen kan have fokus på at reducere vævsspændinger, smerter og nedsat bevægelighed. Formålet er ikke at behandle sygdommen i det indre øre, men at adressere samtidige muskuloskeletale gener, som kan være med til at påvirke den samlede symptomoplevelse.

Autonom regulering og åndedræt
Der kan arbejdes med åndedræt, afspænding og andre tiltag med fokus på at reducere spænding og understøtte regulering af kroppens stressrespons. Læs mere om åndedrættet i vores artikel her.

Genoptræning og rådgivning
Der kan arbejdes med balance, gradvis tilbagevenden til aktivitet samt søvn, stresshåndtering og strategier til hverdagen (3).

Målet er at reducere kropslige belastninger og støtte bedre funktion, bevægelse, symptomlindring og mestring i hverdagen. Osteopati bør ved Ménières sygdom og andre sygdomme i det indre øre betragtes som et muligt supplement og ikke som behandling af den underliggende sygdom.

Referenceliste

1. Sundhedsstyrelsen. National klinisk retningslinje for behandling af Ménières sygdom. København: Sundhedsstyrelsen; 2018.
2. Lopez-Escamez JA, Carey J, Chung WH, et al. Diagnostic criteria for Menière’s disease. J Vestib Res. 2015;25(1):1–7. doi: 10.3233/VES-150549.
3. Basura GJ, Adams ME, Monfared A, et al. Clinical Practice Guideline: Ménière’s Disease. Otolaryngol Head Neck Surg. 2020;162(2 Suppl):S1–S55. doi: 10.1177/0194599820909438.
5. Cruz-Granados P, Das S, Bagheri-Loftabad K, Lopez-Escamez JA. A Systematic Review on the Role of the Stria Vascularis in Menière’s Disease Pathogenesis. J Assoc Res Otolaryngol. 2025;26(5):491–513. doi: 10.1007/s10162-025-01006-y.
6. Frejo L, Lopez-Escamez JA. Recent advances in understanding molecular bases of Ménière’s disease. Fac Rev. 2023;12:11. doi: 10.12703/r/12-11.
7. Faralli M, Santopietro G, Frati F, Califano L. Trigeminal Nerve and Vestibular System: Update on Pathophysiological and Clinical Links. Audiol Res. 2025;15(6):159. doi: 10.3390/audiolres15060159.
8. Saczuk K, Kal W, Kaczała A, et al. The Coexistence of Tinnitus and Temporomandibular Disorder: A Narrative Review on the Importance of an Interdisciplinary Approach. J Clin Med. 2024;13(23):7346. doi: 10.3390/jcm13237346.
9. Lempert T, Olesen J, Furman J, et al. Vestibular migraine: Diagnostic criteria (Update): Literature update 2021: Consensus document of the Bárány Society and the International Headache Society. J Vestib Res. 2022;32(1):1–6. doi: 10.3233/VES-201644.
10. Bhattacharyya N, Gubbels SP, Schwartz SR, et al. Clinical Practice Guideline: Benign Paroxysmal Positional Vertigo (Update). Otolaryngol Head Neck Surg. 2017;156(3 Suppl):S1–S47. doi: 10.1177/0194599816689667.
11. Rehman Y, Kirsch J, Wang MYF, et al. Impact of osteopathic manipulative techniques on the management of dizziness caused by neuro-otologic disorders: systematic review and meta-analysis. J Osteopath Med. 2023;123(2):91–101. doi: 10.1515/jom-2022-0119.