Claudicatio Intermittens

Hvad er claudicatio intermittens?

Claudicatio intermittens er en tilstand, hvor man oplever smerter i benene under gang. Kendetegnet er, at smerterne ofte opstår efter en relativt forudsigelig gangdistance og aftager igen efter en kort pause. Derfor kaldes tilstanden også for “vindueskiggersyndrom” (1).

Claudicatio intermittens skyldes åreforkalkning og forsnævring af de pulsårer, som forsyner benene med blod, ilt og næringsstoffer. Når man går eller på anden måde belaster benene, stiger musklernes behov for ilt. Hvis blodtilførslen er begrænset, kan behovet ikke dækkes tilstrækkeligt, og der opstår smerter (1,2).

Tilstanden har ofte en god prognose, når relevante risikofaktorer behandles, og man følger den anbefalede behandling.

Claudicatio er dog et tegn på åreforkalkning og bør tages alvorligt, da åreforkalkning også kan være til stede i andre dele af kroppen og øge risikoen for blandt andet hjerte-kar-sygdom (1,2).

Symptomer på claudicatio intermittens

Det klassiske symptom på claudicatio intermittens er smerter i benene under fysisk aktivitet, særligt ved gang. Smerterne mærkes typisk i lægmuskulaturen, men kan også forekomme i lår eller ballemuskulatur afhængigt af, hvor blodforsyningen er nedsat (2).

Smerterne beskrives ofte som en intens, krampende eller syrende fornemmelse, der kan være ledsaget af træthed og tyngde i benene. Et karakteristisk træk er, at symptomerne ofte opstår efter en nogenlunde forudsigelig gangdistance og aftager igen efter kort tids hvile (1,2).

Hvis blodforsyningen til benet bliver mere udtalt nedsat, kan der også opstå symptomer i hvile. Smerterne kan eksempelvis være værre, når benene ligger højt, og lindres, når benene sænkes ned under hjertehøjde. Det skyldes, at tyngdekraften kan bidrage til blodtilførslen til benet, når det hænger ned (2).

Kolde eller blege fødder og sår på ben eller fødder, der heler langsomt eller slet ikke, kan ligeledes være tegn på mere alvorligt nedsat blodforsyning. Disse symptomer bør vurderes af en læge (1,2).

Hos mænd kan mere udbredt åreforkalkning i bækkenets arterier i nogle tilfælde være forbundet med erektil dysfunktion. Erektil dysfunktion kan dog have mange forskellige årsager og er derfor ikke i sig selv et tegn på claudicatio intermittens (2).

Andre årsager til smerter i benene ved gang

Smerter i benene under gang skyldes ikke altid claudicatio intermittens. Flere andre tilstande kan give belastningsudløste smerter, og det er derfor vigtigt at finde den bagvedliggende årsag, så behandlingen kan målrettes korrekt.

Mulige differentialdiagnoser omfatter blandt andet:

• spinalstenose og neurogen claudicatio
• radikulopati og iskiasrelaterede smerter
• muskuloskeletale smerter
• artrose i hofte eller knæ.

Ved claudicatio intermittens skyldes smerterne nedsat blodtilførsel til benenes muskler. Ved andre tilstande kan smerterne i stedet stamme fra eksempelvis nerver, led eller andre strukturer i bevægeapparatet.

En vigtig differentialdiagnose er lumbal spinalstenose, som kan medføre såkaldt neurogen claudicatio. Her kan man også opleve smerter, tyngdefornemmelse eller føleforstyrrelser i benene under gang. Symptomerne lindres dog ofte, når man sætter sig eller bøjer ryggen fremover, mens symptomerne ved vaskulær claudicatio typisk aftager, når belastningen ophører (2).

Det kan derfor være nødvendigt med en nærmere undersøgelse for at skelne mellem vaskulære, neurologiske og muskuloskeletale årsager til smerterne.

Hvordan diagnosticeres claudicatio intermittens?

Diagnosen claudicatio intermittens stilles på baggrund af symptomerne og en undersøgelse af blodforsyningen til benene. Ved mistanke om claudicatio intermittens bør man derfor kontakte egen læge, så symptomerne kan blive undersøgt, og relevante risikofaktorer som blodtryk, blodsukker og kolesterol kan vurderes (1,2).

Lægen vil blandt andet spørge ind til, hvornår smerterne opstår, hvor i benet de mærkes, hvor langt man kan gå, før symptomerne begynder, og hvor hurtigt de forsvinder igen ved hvile. Derudover kan ben og fødder undersøges for blandt andet puls, temperatur, hudforandringer og tegn på nedsat blodforsyning (2).

Måling af ankel-arm-indeks (ABI)

En central undersøgelse ved mistanke om claudicatio intermittens er ankel-arm-indeks, også kaldet ABI. Her sammenlignes det systoliske blodtryk ved anklen med blodtrykket i armen. Et ABI på 0,90 eller derunder taler for perifer arteriesygdom og dermed nedsat arteriel blodforsyning til benet (2).

Hos nogle personer kan målingen være normal i hvile, selvom symptomerne giver mistanke om claudicatio. I disse tilfælde kan blodtrykket ved anklen måles igen efter fysisk belastning for at undersøge, om det falder i forbindelse med de kendte symptomer (2).

Ved behov kan udredningen suppleres med yderligere undersøgelser. Billeddiagnostik som ultralyd, CT-angiografi eller MR-angiografi kan blandt andet bruges til at undersøge, hvor forsnævringerne sidder, og hvor omfattende de er. Sådanne undersøgelser kan især være relevante, hvis symptomerne er betydelige, eller hvis der overvejes karkirurgisk behandling.

For en osteopat eller fysioterapeut er det samtidig relevant at være opmærksom på tegn på nedsat blodforsyning og kunne skelne dem fra eksempelvis neurologiske eller muskuloskeletale årsager til bensmerter. Ved mistanke om claudicatio intermittens er lægelig vurdering og relevant udredning nødvendig, før den videre behandling og træning planlægges.

Fysisk træning ved claudicatio intermittens

Gangtræning og behandling af relevante risikofaktorer er centrale dele af behandlingen ved claudicatio intermittens. Regelmæssig træning kan forbedre gangfunktionen og øge den distance, man kan gå, før smerterne bliver begrænsende (5,6).

Gangtræning udføres typisk som intervalbaseret træning. Man går, indtil der opstår claudicatiosmerter, fortsætter til smerterne bliver tydelige, og holder derefter en pause, indtil smerterne aftager. Herefter begynder man at gå igen. Belastningen kan gradvist øges i takt med, at gangfunktionen forbedres (5,6).

Superviseret og systematisk gangtræning har veldokumenteret effekt på gangdistancen og anbefales som en vigtig del af behandlingen ved claudicatio intermittens (5,6).

Et træningsforløb bør samtidig tilpasses den enkelte persons symptomer, funktionsniveau og eventuelle andre sygdomme. Andre problematikker som nedsat bevægelighed, muskulær svaghed eller tidligere skader kan påvirke den samlede funktion og muligheden for at gennemføre træningen.

Her kan en fysioterapeut eller osteopat blandt andet bidrage med en vurdering af bevægeapparatet og hjælpe med at tilpasse træningen til den enkelte. Det ændrer dog ikke på den underliggende åreforkalkning, som skal håndteres gennem relevant medicinsk behandling, risikofaktorbehandling og de anbefalede livsstilsændringer.

Medicinsk behandling af claudicatio intermittens

Den medicinske behandling af claudicatio intermittens har ikke kun til formål at mindske generne fra benene. Da claudicatio skyldes åreforkalkning, er en vigtig del af behandlingen også at bremse sygdommens udvikling og reducere risikoen for blandt andet blodprop i hjertet og hjernen (1,2).

Behandlingen skal altid tilpasses den enkelte person og de risikofaktorer, der er til stede. Den kan blandt andet omfatte:

• kolesterolsænkende behandling
• blodpladehæmmende behandling
• behandling af forhøjet blodtryk
• behandling og kontrol af diabetes
• rygestop, hvis man ryger (1,2).

Kolesterolsænkende medicin er en vigtig del af behandlingen ved perifer arteriesygdom. Derudover anvendes blodpladehæmmende medicin til at reducere risikoen for blodpropper. Hvis personen samtidig har forhøjet blodtryk eller diabetes, er god behandling af disse tilstande ligeledes vigtig for at reducere den samlede risiko for hjerte-kar-sygdom (1,2).

Hvis gangtræning, livsstilsændringer og medicinsk behandling ikke giver tilstrækkelig effekt, og symptomerne begrænser hverdagen betydeligt, kan der i nogle tilfælde blive behov for vurdering hos en karkirurg. Her kan behandling som ballonudvidelse, eventuelt med stent, eller i udvalgte tilfælde kirurgi komme på tale (1,2).

Osteopater udskriver ikke medicin og behandler ikke selve åreforkalkningen. En osteopatisk eller fysioterapeutisk indsats kan i stedet være et supplement med fokus på eksempelvis bevægefunktion, træning og andre muskuloskeletale problematikker, som kan påvirke personens samlede funktionsniveau.

Osteopati ved claudicatio intermittens

Osteopati er en manuel behandlingsform, hvor man arbejder ud fra et helhedsorienteret syn på kroppens funktion. Undersøgelsen tager ikke kun udgangspunkt i det område, hvor symptomerne opleves, men også i andre faktorer, der kan have betydning for personens bevægelse, funktion og samlede belastning (7).

Ved claudicatio intermittens er det vigtigt at understrege, at osteopatisk behandling ikke kan fjerne den åreforkalkning eller arterielle forsnævring, der ligger bag sygdommen. Den lægelige behandling, håndtering af risikofaktorer og den anbefalede træning er derfor fortsat centrale dele af behandlingen.

En osteopatisk undersøgelse kan i stedet være relevant med henblik på at identificere andre faktorer, der påvirker personens funktion og mulighed for at være fysisk aktiv. Det kan eksempelvis være:

• bevægelighed i relevante led
• muskelstyrke og funktion
• bevægemønstre
• tidligere skader eller andre smerter fra bevægeapparatet
• den samlede belastningstolerance.

Hvis en person med claudicatio eksempelvis samtidig har smerter eller nedsat bevægelighed fra ryg, hofte, knæ eller ankel, kan disse problematikker gøre det vanskeligere at gennemføre den anbefalede gangtræning. Her kan osteopatisk behandling og relevante øvelser indgå som et supplement med fokus på bevægeapparatets funktion.

Den osteopatiske tilgang bør derfor ses som en mulig del af et tværfagligt forløb og ikke som en erstatning for den lægelige behandling af claudicatio intermittens.

Forebyggelse og livsstilsændringer ved claudicatio intermittens

Livsstilsændringer er en vigtig del af behandlingen ved claudicatio intermittens. Da sygdommen skyldes åreforkalkning, handler indsatsen både om at forbedre funktionen i benene og om at reducere risikoen for, at åreforkalkningen udvikler sig yderligere (1,2).

Rygestop
Rygning er en af de vigtigste påvirkelige risikofaktorer for claudicatio intermittens. Hvis man ryger, er rygestop derfor et af de vigtigste tiltag. Fortsat rygning er forbundet med sygdomsprogression, mens rygestop kan forbedre prognosen og reducere risikoen for blandt andet hjerte-kar-komplikationer og amputation (1-4).

Regelmæssig fysisk aktivitet
Gangtræning er en central del af behandlingen. Regelmæssig og systematisk træning kan øge gangdistancen og forbedre den fysiske funktion. Som beskrevet tidligere trænes der typisk i intervaller, hvor gang og smerte efterfølges af en kort pause, før man fortsætter igen (1,2,5,6).

Behandling af øvrige risikofaktorer
Det er samtidig vigtigt at være opmærksom på andre faktorer, som kan bidrage til udviklingen af åreforkalkning. Det gælder blandt andet:

• forhøjet blodtryk
• forhøjet kolesterol
• diabetes
• overvægt
• fysisk inaktivitet (1,2).

Disse risikofaktorer bør vurderes og behandles i samarbejde med egen læge.

Kost og generel sundhed
En sund og varieret kost kan indgå som en del af den samlede forebyggelse af hjerte-kar-sygdom. Kost, fysisk aktivitet og eventuelt vægttab kan blandt andet have betydning for blodtryk, kolesterol, blodsukker og kropsvægt.
Søvn og andre generelle sundhedsvaner kan også have betydning for den samlede sundhed og livskvalitet, men de bør ikke betragtes som en erstatning for de veldokumenterede behandlingstiltag ved claudicatio intermittens.
Samlet set er de vigtigste tiltag derfor regelmæssig gangtræning, rygestop hvis man ryger samt god behandling af de risikofaktorer, der bidrager til åreforkalkning (1,2).

Hvornår bør man søge læge?

Claudicatio intermittens har ofte et stabilt forløb, særligt når relevante risikofaktorer behandles, og man følger den anbefalede behandling. Nye eller tydeligt forværrede symptomer kan dog være tegn på, at blodforsyningen til benet er blevet dårligere og bør derfor vurderes af en læge (1,2).

Du bør blandt andet kontakte læge, hvis du oplever:

• nye smerter i ben eller fødder i hvile
• en tydelig eller pludselig forværring af, hvor langt du kan gå
• sår på ben, tæer eller fødder, som ikke heler
• misfarvning eller andre tydelige vævsforandringer på ben eller fødder.

Hvilesmerter er særligt vigtige at være opmærksom på. Hvis blodforsyningen bliver så nedsat, at der opstår smerter, selv når benet ikke belastes, kan det være tegn på alvorlig iskæmi. Det samme gælder ved sår eller vævsskade som følge af utilstrækkelig blodforsyning. Disse symptomer kræver hurtig lægelig vurdering (2).

Hvornår er det akut?

Hvis der pludseligt opstår stærke smerter i et ben, og benet samtidig bliver koldt eller blegt, eller der opstår føleforstyrrelser eller nedsat bevægelighed, kan det være tegn på akut nedsat blodforsyning til benet.
Ved mistanke om akut iskæmi skal man søge akut lægehjælp med det samme. Tilstanden kræver hurtig behandling for at genoprette blodforsyningen og mindske risikoen for varig vævsskade (2).