10.09.25

Galdesten

Galdesten er almindelige, men bliver først et problem, når de blokerer afløbet og udløser anfald eller infektion. Diagnosen stilles typisk med ultralyd, og standardbehandlingen ved gentagne anfald med symptomer er kikkertoperation, hvor galdeblæren fjernes. En sund vægt, fiberrig kost og regelmæssig motion er de mest veldokumenterede måder at forebygge sygdommen på. Osteopatisk behandling kan fungere som et supplement, da den kan understøtte kroppens generelle bevægelighed, blodcirkulation og nervefunktion. Ved blidt at arbejde med brystkasse, ryg og mave kan osteopaten reducere spændinger omkring galdeblæren og de tilhørende strukturer. Behandlingen fjerner ikke stenene, men kan fremme kroppens funktion og øge velvære.

Maria Nielsen Kilde
Maria Nielsen Kilde

Osteopatstuderende, Autoriseret Fysioterapeut.

Galdesten

Hvad er galdesten?

Galdesten er små, hårde udfældninger af primært kolesterol-krystaller, galdepigmentog kalk, der dannes, når balancen i galdens indhold forrykkes. De fleste sten ligger tavse, men hvis en sten blokerer galdeblærens eller galdegangenes afløb, kan den give smertefulde anfald eller alvorlige komplikationer (1).

Årsager til galdesten

Der kan være flere årsager til, at man udvikler galdesten. Forskning viser en klar sammenhæng med forhøjet kolesterol og en typisk “vestlig” kost, hvor et højt indtag af kalorier og mættet fedt øger risikoen markant (2). Overvægt, hurtigt vægttab og visse former for kirurgi kan også ændre galdens sammensætning og dermed øge risikoen. Køn og hormoner spiller en væsentlig rolle, hvor kvinder rammes 2-3 gange hyppigere end mænd, særligt under graviditet eller ved brug af østrogenholdige præparater (1). Derudover har både arv, type 2-diabetes og alder betydning, idet forekomsten af galdesten stiger til omkring 30 % hos ældre (1). Endelig kan nedsat galdeblæretømning, som ses ved længere faste, meget lav-kaloriediæter eller kronisk fysisk inaktivitet, være en medvirkende faktor (2).

Galdesten

Symptomer på galdesten

Klassisk galdestensanfald: Pludselige, intense smerter under højre ribbenskant med mulig udstråling til ryggen eller under højre skulderblad. Anfaldet ledsages ofte af kvalme, opkast og rastløshed. Smerten topper typisk inden for få minutter og aftager gradvist over 1-6 timer (1).

Advarselstegn: Feber, gulsot, konstante smerter eller kulderystelser kan tyde på infektion eller blokering af de dybe galdegange og kræver akut lægehjælp (3).

Diagnostiske metoder

  • Ultralyd af abdomen er førstevalgsundersøgelsen. Den kan påvise sten i galdeblæren eller galdegangene samt vurdere galdeblærevæggen og eventuel væskeansamling.
  • MRCP (MR-skanning af galdevejene) bruges, når der er mistanke om choledocholithiasis. Den er særligt velegnet til at påvise små sten eller strikturer i de dybe galdegange.
  • Blodprøver som bilirubin, ALP, ALAT og CRP kan hjælpe til at skelne mellem simpel galdestenskolik og mere alvorlige tilstande som infektion eller obstruktion.
  • ERCP (endoskopisk undersøgelse af galdevejene) kan både anvendes diagnostisk og til behandling, da man samtidig kan fjerne sten. Denne metode bruges typisk, hvis MRCP har påvist sten i galdegangene.

 

Galdesten

Behandlingsmuligheder

Akutte galdestensanfald lindres typisk med smertestillende medicin, enten NSAID eller morfin (3). Ved gentagne anfald eller komplikationer er laparoskopisk cholecystektomi (kikkertoperation med fjernelse af galdeblæren) standardbehandlingen. Over 95 % af patienterne bliver symptomfri, og indlæggelsen varer som regel kun få dage med hurtig restitution (3,1).

Hvis stenene sidder i de dybe galdegange, anvendes ERCP, hvor man gennemfører en såkaldt sfinkterotomi og samtidig kan fjerne stenene (1). Medicinsk opløsning med ursodeoxycholsyre er en sjælden behandlingsmulighed, der forbeholdes patienter, som ikke kan opereres. Den virker kun på små, rene kolesterolsten, og effekten er begrænset (2).

Mulige komplikationer

Komplikationer til galdesten kan omfatte akut cholecystitis (galdeblærebetændelse), cholangitis (infektion i galdegangene) med feber og gulsot samt akut pancreatitis, som kan udløses af sten, der kiler sig fast ved galdegangens udmunding i tolvfingertarmen. Derudover kan der opstå gallesten-ileus og, mere sjældent, perforation eller bylddannelse (1).

Galdesten

Forebyggelse & livsstilsændringer

En stabil, normalvægts-BMI er en af de vigtigste faktorer i forebyggelsen af galdesten. Regelmæssig motion spiller også en central rolle, og høj fysisk aktivitet kan nedsætte risikoen for symptomgivende sten med op til 70 % (2). Kosten bør være plante- og fiberrig med regelmæssige måltider, mens meget fede eller meget store portioner bør undgås. Der er moderat evidens for, at kaffe i moderate mængder samt tilstrækkelig vitamin C kan have en beskyttende effekt (2). Hurtigt vægttab bør undgås, da det kan øge risikoen for galdesten. Hvis hurtigt vægttab er nødvendigt, fx i forbindelse med bariatrisk kirurgi, kan kortvarig profylakse med ursodeoxycholsyre overvejes (2).

Supplerende osteopatisk behandling

Som osteopater arbejder vi med manuelle teknikker rettet mod brystryggen, mellemgulvet og ribbenene for at dæmpe refleksaktiviteten til galdeblæren. Der arbejdes også med at løsne spændinger i bugvæggen og optimere galdeblærens funktion. Enkelte caserapporter beskriver fuld symptomlindring af biliær dyskinesi (funktionsforstyrrelse uden sten) efter osteopatisk behandling – men datagrundlaget er begrænset, og der findes endnu ingen randomiserede studier på patienter med egentlige galdesten (4).

Hvad kan du realistisk forvente: 

  • Midlertidig smertelindring og bedre bevægelighed i brystryg og ribben.
  • Mulig reduktion af visceralt spændingsniveau og kvalme.

Galdesten vs. nyresten

Galdesten sidder i galdeblæren eller galdegangene, mens nyresten findes i nyrerne eller urinlederne. Smerten ved galdesten opleves typisk som højresidige øvre mavesmerter med udstråling til skulder eller ryg, ofte udløst af fed mad og hyppigt optrædende om natten. Ved nyresten er smerten derimod kolikagtig og mærkes i lænden eller flanken med udstråling mod lysken; den opstår typisk ved dehydrering eller ophobning af salte i urinen.

Associerede symptomer kan hjælpe med at skelne de to tilstande: Galdesten kan give kvalme, gulsot, lys afføring og mørk urin, mens nyresten ofte medfører blod i urinen og hyppig vandladning. Diagnostisk anvendes ultralyd af abdomen som førstevalg ved galdesten, mens CT-urografi eller ultralyd oftest bruges til at påvise nyresten.

Ofte stillede spørgsmål om galdesten

Gør det noget at have “stille” galdesten?
Nej. Kun omkring 20 % udvikler symptomer, og derfor opererer man som regel kun, hvis der er gener.

Kan stenene opløses med kosttilskud eller urter?
Nej. Der findes ingen veldokumenterede naturlægemidler, der kan opløse galdesten. Medicinsk opløsning kan i særlige tilfælde bruges hos patienter med små kolesterolsten, men effekten er begrænset.

Bliver jeg dårligere til at fordøje fedt uden galdeblære?
De fleste oplever ingen problemer. Galden ledes blot mere kontinuerligt ud i tarmen. Enkelte kan dog få tynd afføring efter meget fedtrige måltider.

Hvor længe skal jeg være sygemeldt efter en kikkertoperation?
Ved kontorarbejde er det ofte nok med 1-2 uger, mens tungt fysisk arbejde kan kræve længere tid.

Kan galdesten vende tilbage efter operation?
Hvis hele galdeblæren fjernes, dannes der normalt ikke nye sten. I sjældne tilfælde kan der dog dannes sten i de dybe galdegange.

Kan man stadig have smerter efter operation for galdesten?
Ja. Omkring 90 % bliver helt fri for de anfaldsvise smerter efter en kolecystektomi. Hos enkelte patienter kan der dog opstå uspecifikke smerter i øvre del af maven, som kan minde om galdestenssymptomer. Abdominale gener kan både forbedres, forværres eller opstå på ny efter operation.

Referenceliste:

  1. Sundhedsguiden 2006 https://sundhedsguiden.dk/temaer/galdesten-cholecystolithiasis-og-choledocholithiasis
  2. European Association for the Study of the Liver (EASL), 2016  https://www.journal-of-hepatology.eu/article/s0168-8278(16)30032-0/fulltext 
  3. Sundhed.dk https://www.sundhed.dk/api/artikelindex/borger/patienthaandbogen/mave-og-tarm/sygdomme/galdeveje/galdestenssygdom 
  4. Osteopathic Manipulative Treatment in the Management of Biliary Dyskinesia, Katherine Heineman, 1 februar 2014 https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/24481806/
Galdesten

Kontakt os i dag

Vi sidder altid klar til at hjælpe. Har du spørgsmål til dine forsikringer, til din behandler eller noget helt tredje – så tøv ikke med at tage fat i os.

Tel: +45 29 84 85 58