Hvad er skjoldbruskkirtlen?
Skjoldbruskkirtlen, som hedder thyreoidea på latin, er en kirtel formet som en sommerfugl, der består af to lapper. Den sidder inde i halsen fortil og nedadtil, lige over brystbenet og på hver side af luftrøret. Lapperne er forbundet med hinanden via en tynd bro af det man kalder thyreoideavæv, så det ligner et H. Størrelsen af kirtlen varierer hos person til person, men vejer mellem 20-30 gram.
Hvilken funktion har skjoldbruskkirtlen?
Skjoldbruskkirtlen danner to hormoner, som hedder thyroxin (T4) og trijodthyronin (T3), de kaldes tilsammen thyreoideahormon. De stimulerer stofskifte, kroppens forbrænding af energi, og vækst af hår, knogler, kropsvægt og meget mere og forstærker virkningen af det sympatiske nervesystem.
Hormonerne virker på den måde at jo mere der udskilles, jo hurtigere foregår stofskiftet.
Kirtlen bliver kontrolleret af hypofysen, som modtager signaler fra både hjernen og hormonkoncentrationen i blodet. Derved styrer den dannelsen af T4 og T3 ved at udskille en tilpasset mængde af thyreoideastimulerende hormon (TSH), som kontrollerer de to hormoner.
Sygdom i skjoldbruskkirtlen
Der er forskellige slags sygdomme der kan forekomme i skjoldbruskkirtlen men generelt set påvirker sygdom i dette organ hormonbalance og det kaldes dermed en hormonforstyrrelse. Man kan opleve denne hormonforstyrrelse i forskellige grader og af forskellige årsager. De kommer til udtryk ved at man enten har for lavt stofskifte eller for højt stofskifte.
Det er efterhånden almindeligt at opleve og det forekommer oftere blandt kvinder.
For lavt stofskifte, også kaldet hypothyreose eller myksødem, er en tilstand, hvor der dannes for lidt af T3 og T4-hormonerne i forhold til kroppens behov. Årsagerne kan være efter operation, radioaktivt jod eller betændelse i skjoldbruskkirtlen. Symptomer kan være kuldefølelse, træthed, skrøbelige negle og hår, tør hud, vægtstigning, menstruel ubalance, forstoppelse og lavere puls.
For højt stofskifte, også kaldet hypertyreose eller tyrotoksikose, her danner kirtlen for meget thyreoideahormon i forhold til behovet i kroppen. Årsagerne kan være en autoimmun sygdom kaldet Graves sygdom, forstørret kirtel som man kalder struma, en knude i kirtlen, betændelse eller kræft. Symptomerne kan være svedtendens, vægttab, nervøsitet, tremor, diarre, hævelse i ben, menstruationsforstyrrelser og højere puls.
Jodindtag har betydning for sygdom i skjoldbruskkirtlen, da begge thyreoideahormonerne indeholder jod. Mangel på jod kan føre til struma og for lavt stofskifte og indtag af radioaktivt jod kan føre til for højt stofskifte.
Betændelse i skjoldbruskkirtlen
Betændelse i skjoldbruskkirtlen kaldes thyroidit. Årsagerne til betændelsen kan være mange, heriblandt en autoimmun reaktion udviklet over tid også kaldet Hashimotos sygdom, efter fødsel, infektioner, medicin, strålebehandling eller fysisk skade.
Hvilke symptomer forekommer ved betændelse i skjoldbruskkirtlen?
Symptomerne er varierende alt efter årsagen til betændelsen. Nogle kan få hævelse og ømhed på halsen, influenzalignende tilstand, men de fleste har få gener. Ofte bliver stofskiftet påvirket, men der er ikke nødvendigvis et tydeligt mønster i påvirkningen. Men typisk ses det at man oplever forhøjet stofskifte tidligere i forløbet og senere opleves lavt stofskifte.
Hvad kan gøre ved sygdom i skjoldbruskkirtlen og hormonforstyrrelse der påvirker stofskiftet?
Sygdom i skjoldbruskkirtlen behandles først og fremmest med medicin og derfor er det vigtigt du starter med at gå til lægen hvis du oplever nogle af ovennævnte symptomer. Men derefter anbefales det at vedligeholde et godt helbred ved at være regelmæssigt fysisk aktiv med passende pauser og restitution og spise en varieret kost, som indeholder kulhydrater, protein og fedt. Følg sundhedsstyrelsen anbefalinger for både fysisk aktivitet og kost.
Osteopati og skjoldbruskkirtlen
Osteopati kan ikke kurere endokrine problemer med skjoldbruskkirtlen. Vi oplever at osteopatisk behandling af patienter der har problemer med skjoldbruskkirtlen kan påvirke patienters symptomer der kan stamme fra problemer fra sjoldbruskkirtlen.
SchowKruuse fortæller om stofskifte
Hvis du ønsker mere forståelse for stofskiftet? Se videoen her under med SchowKruuse, som forklarer og gennemgår stofskiftesystemet og går i dybden med de ovennævnte råd til hvordan man opnår et godt stofskifte.