Meniskernes funktion
I knæet er der at finde 2 menisker, den inderste og den yderste. Meniskerne er placeret mellem lårbensknoglen og underbensknoglen. De deler knæet op i 4 funktionelle led. Meniskerne holdes fast på underbensknoglen af forskellige ledbånd. Blot en lille del af menisken ernæres via blodkar, men størstedelen ernæres af væsken der er i selve knæleddet. Dette medfører at problemer med menisken tager lang tid om at hele. Meniskernes funktion er at sørge for at lårbensknoglen og underbensknoglen kan bevæge sig sikkert i forhold til hinanden. De skal ligeledes biddrage til stabiliteten i knæet. På bagsiden af den inderste menisk hæfter én af baglårsmusklerne og på bagsiden af den yderste menisk hæfter en muskel der er placeret på bagsiden af knæet. Dette betyder at dysfunktion af de muskler, eller andre faktorer der har betydning for de to muskler kan medføre øget stress af meniskerne.
Forskellige former for meniskskader / menisksmerter
Meniskskader og menisksmerter deles op i to grupper, strukturelle meniskskader og funktionelle meniskskader.
Strukturelle meniskskader / menisksmerter
Dette betyder at selve strukturen i menisken er skadet, altså at der er en revne eller en rift i menisken.
Årsager til strukturelle meniskskader / menisksmerter
Traume i form for vrid i knæet, fald på knæet eller slag på knæet er altid den tilgrundliggende årsag til skaden på strukturen. Strukturelle meniskskader eller smerter ser vi ofte i sportsgrene som skiløb, skøjteløb, rulleskøjter, tennis, cykling, løb og kontaktsport som fodbold og håndbold.
Symptomer på strukturelle meniskskader / menisksmerter
Disse symptomer opstår pludseligt og ofte i forbindelse med et traume. Låsning af knæet hvor knæet ikke kan strækkes helt ud, skarpe jag dybt i knæet og smerter ved vægtbelastning af knæet er typiske symptomer for strukturelle meniskskader og smerter. I nogle tilfælde kan hævelse på bagsiden af knæet (baker´s cyste) være tegn på menisk skader eller problemer.