Vi behandler
Nervesmerter
Bliv klogere på nervesmerter og behandlingen af disse
Hvad er nervesmerter?
Nervesmerter, også kaldet neuropatiske smerter, er smerter, der opstår når en tilstand i kroppen påvirker nerverne i det sensoriske nervesystem. Det sensoriske nervesystem har til opgave at føre sanseindtryk fra bevægeapparatet op til hjernen. Dette gør den igennem nerveimpulser fra vores nerver rundt omkring i kroppen, som hele tiden giver information til vores hjerne.
Dette kunne være information om kulde/varme, berøring, tryk og mulighed for vævsskade. Disse nerver har forskellige områder rundt i kroppen, de innervere/forsyner. Smerterne vil opstå i den pågældende nerves innervationsområde; et eksempel på dette kunne være smerter ned i benet ved iskiassmerter.
Spring til afsnit [Vis]
Årsager til nervesmerter
Nervesmerter kan opstå af mange forskellige årsager, der kan opdeles i to overordnede kategorier:
Sygdomme (patologier) i kroppen eller mekanisk tryk på en nerve ude i kroppen.
Patologier
Patologier dækker over en lang række sygdomme, der kan forstyrre eller ødelægge vores nerver ude i kroppen. Eksempler på dette er:
- Nervebetændelse (neuropati) – kan opstå af bl.a. sukkersyge, autoimmune sygdomme og infektioner
- Helvedesild
- Sklerose
- Blodpropper eller hjerneblødning
- Kræft
Se hvordan vi behandler funktionelle lidelser her.
Mekanisk tryk
Et mekanisk tryk på en nerve opstår, hvis en struktur i kroppen klemmer på en nerve ude i kroppen. Eksempler på dette kunne være:
- Discusprolaps
- Spinalstenose
- Karpal tunnel syndrom
- Iskias
- Thoracic outlet syndrom
- Trigeminus neuralgi
Kilde: Rigshospitalet.dk
Symptomer og tegn på nervesmerter
Symptomerne på nervesmerter er mangfoldige, de kan variere i intensitet og varighed, og de kan være konstante eller komme i bølger. De mest almindelige symptomer inkluderer:
- Brændende smerte:
Mange mennesker beskriver nervesmerter som en intens brændende følelse.
- Stikkende eller prikkende fornemmelser:
Det kan føles som om man bliver stukket af nåle eller være en fornemmelse af at huden prikker.
- Elektriske stød:
Nogle patienter oplever korte, skarpe elektriske stød af smerte.
- Følelsesløshed og sovende fornemmelse:
Nogle patienter oplever også følelsesløshed, som kan give en sovende fornemmelse i de berørte områder.
- Tab af muskelstyrke
Tryk på en nerve kan i nogle tilfælde også give tab af muskelkraft i det berørte område.
Nervesmerter adskiller sig markant fra andre smerter i kroppen, og kan indeholde alle disse symptomer eller bare nogle få af dem alt efter hvor og hvor meget påvirkning, der er af en nerve.
Henrik fortæller om vagus nerven
I tvivl om vi kan hjælpe?
Diagnosticering af nervesmerter
Det er først og fremmest vigtigst at udelukke en bagvedliggende patologisk årsag til nervesmerterne. Bagvedliggende sygdomme, der kan medføre nervesmerter, vil ofte også give andre symptomer end nervesmerterne. Ved bagvedliggende sygdomme ser man oftest at flere nerver påvirkes, og at patienten dermed oplever nervesmerter flere steder i kroppen. Dette har både en osteopat og læge kendskab til og man vil altid screene for bagvedliggende patologier ved nervesmerter.
Hvis der ikke er en sygdomsmæssig årsag men derimod et mekanisk tryk på en nerve, vil det kun give symptomer i det område, hvor nerven går til. I tilfælde med nervesmerter, vil behandleren lave en lang række tests for at afgøre hvilken nerve, der er påvirket i hvilket omfang.
I praksis kunne dette være følgende tests: bevægelsestest, refleks test, test af følesans på huden, specifikke nervetest og styrketest af musklerne.
I helt særlige tilfælde kan det være relevant med yderligere undersøgelse i form af en scanning og/eller nerveledningstest for at afgøre tilstanden af nerven.
Lær mere om hvordan vi behandler forskellige problematikker her.
Medicinsk behandling af nervesmerter
Behandling af nervesmerter kan variere afhængigt af årsagen og sværhedsgraden af smerten. Der findes derfor forskellige behandlingsmuligheder alt efter den underliggende årsag.
Man kan smertedæmpe nervesmerter med medicin såsom antiepileptisk medicin som f.eks. gabapentin eller pregabalin. I nogle tilfælde smertedæmpes med tricyclisk antidepressiv som f.eks. amitryptylin. Nervesmerter adskiller sig markant fra andre typer smerter, som kan smertelindres med klassiske håndkøbsmedicinpræparater som panodil og ipren.
Det er vigtigt at tage en snak med din praktiserende læge i forhold til det bedste valg af medicin til dine smerter, hvis du behov for at blive smertedækket.
Fysioterapeutisk behandling af nervesmerter
Som led i en behandling kan fysioterapi også være gavnlig for at forbedre muskelstyrke og mobilitet af det påvirkede område. Derudover kan en fysioterapeut hjælpe med forståelse af smerten og hvordan du bedre kan håndtere smerterne. Mens en læge kan hjælpe med at smertelindre og en fysioterapeut hjælper med at vedligeholde funktionsniveau, undersøger en osteopat de bagvedliggende årsager til påvirkning af den symptomgivne nerve.
Hvordan en osteopat behandler problematikken afhænger meget af hvilken nerve, der er påvirket, og hvor trykket er. Formålet vil være at mindske eller fjerne trykket på nerven. Dette kan gøres ved at øge bevægeligheden på de omkring liggende strukturer, behandle på selve nerven, men i nogle tilfælde kan det være nødvendigt at arbejde et helt andet sted i kroppen; alt efter diagnosen. Dette er suppleret med råd og vejledning omkring problematikken.
Behandlingen af nervesmerter er som regel tværfaglig og ofte et samarbejde mellem osteopaten og lægen for at udelukke underliggende sygdom, sikre korrekt medicinering og den bedste behandlingsplan.
Forebyggelse af nervesmerter
Forebyggelse af nervesmerter kan være særlig vigtig for personer i risikogruppen, såsom personer med diabetes. At opretholde god blodsukkerkontrol og følge en sund livsstil med regelmæssig motion og en sund kost kan bidrage til at mindske risikoen for at udvikle nervesmerter. Det er også vigtigt at undgå rygning og overforbrug af alkohol, da begge disse faktorer kan forværre nervesmerter.
Regelmæssig motion er generelt vigtigt for at forbygge risikoen for at udvikle nervesmerter. Dette inkluderer både daglige gåture, styrketræning og konditionstræning – her kan du følge sundhedsmyndighederne anbefaling. Derudover er det vigtigt ikke have lange perioder med dårlige arbejdsstillinger og stillesiddende arbejde.
Forebyggelse kommer dog I stor grad til at handle om, hvordan dit liv ser ud og hvilke risikofaktorer du har. Derfor vil det altid være mest gavnligt at diskutere dette i samråd med en læge, fysioterapeut eller osteopat. I kan derved sammen afgøre hvilke tiltag, der mest gavnlige i din situation for at mindske risikoen for fremkomst eller tilbagefald af nervesmerter.
Nervesmerters indflydelse på livskvalitet
Nervesmerter kan have en stor indvirkning på en persons daglige liv. De beskrives ofte som meget invaliderende, da det kan give kraftige smerter som er svære at smertedække med traditionel håndkøbsmedicin.
Derudover beskrives nervesmerter oftest som meget diffuse og kan opleves på en række forskellige måder som beskrevet i forrige afsnit om symptomer. Det skaber ofte mange frustrationer og fortvivlelse, hvilket kan have en negativ indvirkning ens mentale sundhed.
Er du i tvivl, om dine gener kunne bunde i nervesmerter?